Poetisk-musisk oplevelse
Søndag, 12.11.2017 kl. 13
Multikulturhuset på havnen

Peter-Clement Woetmann (DK), digte
Mikkel Almholt (DK), musik

To særegne kunstneristiske udtryk forenes til en poetisk-musisk oplevelse til årets DEFINE festival.

Ghost Flute & Dice er et musikalsk, eksperimenterende projekt, som pianist Mikkel Almholt står bag. Ghost Flute & Dice samarbejder i andre sammenhænge med musikere inden for både jazz og elektronisk musik og danner til DEFINE en musisk ramme om Peter-Clement Woetmanns ord. I de seneste 7-8 år har Ghost Flute & Dice arbejdet hen imod et lydunivers, der mest af alt er en dekonstruktion af selve idéen om et klaver, og til denne koncert manipuleres klaverspillet med lag af elektroniske effekter.

Musikken skaber et lydbillede, som forenes med en videoprojektion af Peter-Clement Woetmann, der læser op af sine tekster. Peter-Clement Woetmann udgav i 2005 sin første digtsamling, ”Heldigvis er skoven blevet væk”. Siden har han udgivet en række værker både som eneforfatter og i samarbejde med andre og har eksperimenteret med nye litteraturformer. Peter-Clement Woetmann er uddannet fra Forfatterskolen i 2006 og er en del af redaktionsgruppen på forlaget Kronstork. Siden 2015 har han desuden være husdramatiker ved Aarhus Teater. Hans seneste udgivelse, ”Bag bakkerne, kysten – en klagesang”, er en stram og sanselig politisk digtsamling, der gør læseren til vidne til flygtningekrisen.